Når det kommer til naturlig og let varme, så er dun svært at komme udenom. Men som med så mange andre naturlige isoleringsmaterialer, så kræver det lidt ekstra pleje at sikre, at det forbliver tip-top, og at det ikke mister noget af sin fantastiske evne til at varme.

Vask af duntøj

For at spare strøm og forlænge levetiden på dit dunprodukt, anbefaler vi, at du kun vasker det, når det virkelig er nødvendigt. Pletrens mindre pletter eller mærker med varmt vand, mildt vaskemiddel og en svamp. Når det er nødvendigt at vaske dit dunprodukt, kan meget af vores dun maskinvaskes ved temperaturer op til 40 °C – sørg for at tjekke tøjets mærkat med vaskeanvisninger. Vi anbefaler, at du vasker større dunprodukter i industrimaskiner som findes på f.eks. et møntvaskeri eller et renseri. Efter vask anbefaler vi en ekstra skyllecyklus uden vaskemiddel. Undlad at bruge skyllemiddel.

Dit dunprodukt må ikke sendes til kemisk rens, da kemikalierne vil beskadige dunene.

Tør dit dunprodukt i tørretumbler ved lav temperatur og tag det ud med jævne mellemrum for at ryste det i hånden. Det vil tilføre luft mellem dunene, undgå overophedning og forhindre de fugtige dun i at klumpe sammen. Vi anbefaler igen en tørretumbler af industristørrelse til større stykker tøj, da mindre maskiner kan medføre, at stoffet overopvarmes og endda smelter.
Hvis dunproduktet tørres på naturlig vis, skal du vælge et sted med god ventilation og ryste tøjet regelmæssigt for at forhindre, at dunene klumper sammen og for at tilføre luft mellem dunene.

Reparation af huller i duntøj

Der er masser af reparationssæt på markedet til at lappe huller med, og i nogle af vores nyere dunjakker medfølger der faktisk lappemateriale. Så du behøver ikke at skille dig af med dit duntøj ved det første tegn på et hul.

Vi anbefaler, at du reparerer huller så snart, du opdager dem – hvis du udskyder det, bliver de sandsynligvis bare større og mere besværlige at fikse, og der er større risiko for, at dunene forsvinder. De fleste reparationssæt indeholder vandafvisende, selvklæbende stof, som du klipper i form og fastgør på yderstoffet. Det er en økonomisk måde at forlænge dit duntøjs levetid på. Det er en god ide at afrunde hjørnerne, så de ikke hænger i og hives af. Og hvis du kan skubbe et dun, der er på vej ud, tilbage, så gør endelig det. Men brug ikke vold, da det kan gøre hullet større. Det er bedre at miste et enkelt dun end at gøre hullet endnu større.

Opbevaring af dit duntøj

Når vejret bliver varmere, er det endelig tid til at pakke dit duntøj væk. Vi anbefaler, at du opbevarer dine dunprodukter et tørt sted med god luftgennemstrømning og ikke i nogen form for pose eller taske, da det kan påvirke fyldets kvalitet, og gøre dig både kold og gnaven på kommende ekspeditioner.

Før næste vinter kommer, så ryst dit duntøj grundigt og luft det godt igennem – udenfor, hvis muligt.